Men min oplevelse stopper ikke her. Meningsdannelsen kører for fuld udblæsning: “Er hun blevet overfusen De har også virket lidt på kant af hinanden på det sidste. Det er nok det der med kurset, hun ikke må få. Jeg må nok hellere lade være med at nævne, at jeg selv skal på kurset næste måned.”

Vi fortolker med andre ord alt, vi oplever. Vi kobler det med andre begivenheder og får ting til at hænge sammen. Og min adfærd udspringer af denne fortolkning af mine oplevelser.

Grundtanken er altså bl.a., at samme begivenhed kan opleves og berettes på mange forskellige måder. Og at disse forskellige måder gør en forskel for, hvordan man oplever og lever sit liv.

Jeg tror, at det, der bl.a. tiltaler mig ved den narrative tilgang, er, at den indebærer en åbenhed og respekt for det særlige i det, andre fortæller. At personer får mulighed for både at blive taget alvorligt for de problemer, de oplever, og samtidig får mulighed for at snakke om deres bagved liggende værdier.

Og at personer får mulighed for selv at tage stilling (toke o positio/l) i forhold til de problemer, de oplever, frem for at blive mødt med en forforståelse af at deres problemer er problematiske på nogle bestemte foruddefinerede og ens måder.

Samtidig giver den narrative tilgang en række interessante og konkrete greb, man som konsulent kan arbejde med. Redskaber/begreber omfatter bl.a. eksternalisering. det fraværende, men implicitte, unikke tilfælde, dekonstruktion, genforfatning, genmedlemsgørelse, dobbeltlytning m.fl. AIle redskaber/ begreber hænger sammen indbyrdes, og alle læner sig op ad den narrative livsforståelse.

Denne artikel skal primært handle om redskabet eksternalisering.

Begrebet eksternalisering var noget af det, den narrative terapi først og fremmest blev kendt for.

Metoden handler om måder, hvorpå man kan adskille problemer fra personer. Problemet er
problemet, og personen er personen, som sloganet lyder (White, 2007).

Jeg arbejdede selv for en del år siden som terapeut med pårørende til alkoholmisbrugere.

Jeg arbejdede dengang meget eksternaliserende, selvom jeg godt nok ikke på det tidspunkt vidste, at der var noget, der hed eksternalisering.

Men jeg oplevede med metoden at kJnne hjælpe personer til at få en refleksiv distance til de problrlner, de oplevede, og tage deres egen stilling til problemet. Mange gange udtrykte de personer, jeg snakkede med, stor lettelse over ikke at VÆRE problemet, som de ellers havde oplevet det, men at problemet nu var til at forholde sig til udefra, og ikke lade sig styre af det på samme måde.

Idag bruger jeg stadig metoden meget i individuelle samtaler. Og siden jeg først anvendte metoden, er meget kommet til.

Den narrative metafor er fyldt med rigdomme og byder på mange interessante og bevægende samtaler. Med denne artikel vil jeg forsøge at vise, hvordan man kan oversætte brugen af eksternalisering med individer til ekstenalisering i grupper.

Og på den måde tænke eksternalisering ind i en organisatorisk sammenhæng hvor en personalegruppe oplever at være i konflikt eller samarbejdsvanskeligheder med hinanden.

Da jeg mødtes med gruppen, tog jeg, efter en indledende præsentation og optakt, en runde, hvor jeg interviewede alle ni medarbejdere på skift omkring, hvad de ville kalde de problemer, de boksede med, og hvilke effekter de oplevede, problemerne havde haft i deres arbejde og samarbejde. Jeg skrev alle navnene på problemerne og deres effekter op på en flipover, så alle kunne følge med.

Metoden, jeg her arbejdede ud fra, er den eksternaliserende, som jeg altså i mit sprogbrug introducerede belt fra begyndelsen.

Ud af runden kom temaer som pres, usikkerhed, stress, dårlig kommunikation, dårlig stemning, manglende støtte, grupperinger m.v, Ved hjælp af den narrative spørgeramme skete der altså et skift i et stærkt fokus på den besværlige borger til fokus på problemer, der havde mere med personalets samarbejde og følelser at gøre.

De oplevede at have samarbejdsvanskeligheder.

Baggrunden for dette skift skete også ud fra nogle tanker, jeg delte med dem, som også har deres udspring i det narrative, nemlig at det ikke er problemet, der er problemet, men effekterne der er problemet, samt at vi ikke skal løse problemer, men håndtere problemer.

Altså også en tanke om at det måske ikke ville hjælpe så meget for gruppen at begynde at anvende alverdens redskaber for at få den besværlige borger til at være mindre besværlig, men at fokus med fordel kunne være på de effekter, som problemet havde haft på dem og deres samarbejde.

At jeg fra start introducerede det eksternaliserende sprogbrug bidrog sandsynligvis til, at deltagerne kunne komme med mange eksempler på effekter, som ellers typisk kan være svære at nævne, fordi skylden og skammen følger trop, når man skal snakke om disse effekter i et ellers typisk inter naliserende sprog.

Som resultat af vores snakke blev der ved dette formøde aftalt et videre forløb på en hel temadag samt to halve opfølgningsdage, der skulle give mulighed for, at deltagerne kunne få lov at arbejde med deres problemer.

Lad mig i det følgende introducere læseren til en beskrivelse af den eksternaliserende tankegang og metode.

Metoden og de spørgsmål, jeg giver som eksempler, dannede udgangspunkt for det arbejde, der blev gjort på den første hele temadag.

Typiske spørgsmål kunne lyde sådan her:

• Hvilken indflydelse har problemet på dig? Dine tanker? Dit
  humør? Fritid? Søvn?
• Hvad er effekten af problemet på jeres arbejdsplads?
• Hvordan har problemet påvirket di.n/jeres daglige praksis på arbejdspladsen?
• Er der nogle områder, som det ikke er lykkedes problemerne at indtage?
• Hvad forhindrer problemerne i jeres daglige arbejde?

Evalueringen er det sted, hvor deltagerne får mulighed for selv at tage stilling til, hvad de synes om de effekter, problemet har.

Det er bl.a. derfor, metoden kaldes “positionskort” , fordi man får lov til selv at tage en “position” i forhold til problemet- i forhold til, hvad man faktisk oplever, og ikke i forhold til hvad alle mulige andre mennesker eller diskurser måtte mene om problemet. Det kan være vigtigt ikke at skøjte hurtigt gennem denne kategori, men at være åben over for deltagernes svar.

Mange gange er tingene ikke så sort/hvide, som man som udefrakommende kunne få ideer om.

Typiske spørgsmål kunne lyde:

• Hvad synes du om den indflydelse, problemerne har lige nu i jeres organisation?
• Er lidt o.k., meget o.k., slet ikke o.k.r
• Er der nogle situationer, hvor det er mere o.k. end andre?

Begrundelsen handler om at give deltagerne mulighed for at fortælle, hvorfor de evaluerer effekterne, som de gør.

Den narrative tilgang arbejder bl.a. med begrebet om “det fraværende, men implicitte”, som handler om, at der kun kan eksistere problemer i vores historie/liv, hvis der implicit er en intention, ide eller erfaring i forhold til noget andet.

Der er altså noget, som problemet står i vejen for. At afdække begrundelsen for evalueringen kan rnange gange være berigende og energifyldt, da man her får lov at tale om og få øje på sine værdier, det man jo faktisk gerne vil med sine kolleger m.v.

Typiske spørgsmål
kunne lyde:

• Hvorfor synes du, som du gør?
• Hvad er det for værdier, du værner om?
• Hvad fortæller det orn, hvad der er vigtigt for dig?
• Hvad er det, du bestræber dig på, som problemet har spændt ben fod?
• Kan du fortælle en lille historie om et tidspunkt, hvor dine eller jeres bestræbelser og værdier fik plads?

Videre er det en del af forståelsen, at vi i pressede situationer bliver lokket til at bygge bestemte billeder af modparten op. At de er sgu da for mærkelige, eller de gør tingene på forkerte måder. Og der bygges tynde fortællinger op med få negativt definerede positioner. Fx den ene som offeret, en anden som skurken, en tredje som den tavse tilskuer osv.

Og når vi fortæller om problemerne i vores dagligdagssprog, som i den grad er præget af en internaliserende og objektiv tankegang, så forstærkes og optrappes konflikten. Faktisk oplever jeg, at meget traditionel konflikthåndtering tager udgangspunkt i en inrernaliserende tankegang.

Måske så du programmet, der for nylig startede op, som hedder “Nabokrig”? Det er et program, hvor man møder forskellige naboer, der er i konflikt med hinanden, og som så får hjælp fra professionelle konfliktmæglere.

På linje med mange konfliktløsningstilgange bliver der indledningsvist givet rig mulighed for, at naboerne kan få defineret og udfoldet deres version af problemet og få fortalt alle de ting, som de andre har gjort forkert.

Men det, der mange gange sker i denne måde at gribe tingene an på, er, at det får problemet til at vokse i størrelse, til at manifestere sig yderligere i bevidstheden og til at dominere i resten af samtalen.

Og i programmet Nabokrig får de stridende parter endda rig mulighed for at tale sammen i det vante internaliserende sprogbrug, hvor problemerne tilskrives de andres mærkelige personlighed. Og yderligere i en form, hvor de ikke får hjælp til at strukturere deres kommunikation, men blot fortsætter en kommunikation præget af ikke-lytning og forsøg på at overbevise mæglerne og hinanden om, at deres version er den rigtige.

At konfliktløserne på denne måde giver mulighed for, at de stridende parter fortæller om alle de ting, de har oplevet, og som de er utilfredse med, sætter konteksten for resten af forløbet.

Altså et eksempel på, at sproget ikke afbilleder verden, men producerer verden. Det, man taler om, og måden man gør det på, skaber den verden, man befinder sig i.

Al snak er konstruerende, og vores kommunikation sætter baggrunden for vores oplevelser. Derfor arbejder man i narrativ konsultation med bestemte måder at snakke på, som er præget af eksternaliserende sprogbrug og stram styring med skabelse af lyttepositioner.

Dette gøres bl.a. ved at lave interview med deltagerne på skift, mens de øvrige får mulighed for at lytte.

EKSTERNALlSERENDE INTERVIEW

Noget af det første, deltagerne skulle på temadagen, var at lave interview med hinanden to og to. Interviewguiden var lavet på forhånd og tog udgangspunkt i positionskort 1.

De skulle interviewe hinanden på skift og tage grundige noter om interviewet, som de senere skulle fremlægge i plenum. Efter interviewet med en kollega var blevet genfortalt i plenum, interviewede jeg tre til fire personer i den form, som den narrative tilgang kalder for outsider witness eller bevidning (White, 2007).

Dvs. ud fra spørgsmål, der relaterer sig til, hvad de lyttende særligt har hæftet sig ved i fortællingen, hvilket billede det giver dem i forhold til, hvad der er vigtigt for den person, fortællingen handler om, hvad resonansen for de lyttende bar været, samt hvor de blev bevæget hen ved at lytte til fortællingen.

Modsat reflekterende team åbner bevidning altså meget op for, at de lyttende/reflekterende personer inddrager deres egne erfaringer og fortæller, hvilken betydning det har haft for dem personligt at lytte til fortællingen.

Efter at alle var blevet præsenteret og bevidnet, samlede vi i fællesskab op på de temaer, der var kommet frem. Det tema, der viste sig at gå igen, var presset fra de situa ioner, hvor særligt den ene borger havde været udadreagerene.

Effekterne handlede bl.a. om, at presset og usikkerheden ha -de fået medarbejderne
til at trække sig fra hinanden, se skæv til hinanden, gå alene med problemerne og de svære oplevelser, føle sig utilstrækkelige m.m.

Evalueringerne handlede om, hvor overraskede og utilfredse de var med, at tingene havde taget denne drejning.

Begrundelserne var forskellige og tog udgangspunkt i deres forskellige værdier. Mange nævnte dog, at de brændte for deres arbejde og gerne ville gøre en forskel over for alle borgerne, og
at det var vigtigt for dem at have nogle gode relationer på arbejdspladsen.

Jeg gjorde en del ud af at interviewe ind omkring disse værdier, hvilket skabte meget energi i rummet.

Jeg lavede en opsamling i plenum, hvor vi hjalp hinanden med at finde fællestræk og fælles navngivninger og med at 0pslIInmere effekter, evalueringer og begrundelser.

Alt dette foregik på en flipover. Dagen blev rundet af med en runde, hvor alle fik lejlighed til at sige, hvad dagen havde betydet for dem, og hvad de særligt tog med sig. Ligeledes skulle de sige, hvis der var noget, de særligt ville forsøge at arbejde med inden næste gang, og hvilken betydning det måske kunne få for de andre.

HVAD VIRKEDE?

Noget, jeg oplever havde betydning for en start, var, at jeg holdt fast i ikke bare at skulle give dem redskaber til at håndtere den “besværlige borger”.

Vi arbejdede ud fra tankegangen om, at det ikke er problemet, der er problemet, men effekten, der er problemet. l første omgang havde de en opfattelse af, at borgeren var problemet.

Men efter nogle dialoger om borgeren og hans adfærd var der enighed om, at de aldrig kunne sikre sig mod, at nogle af deres borgere kunne finde på at reagere voldsomt.

I stedet kom det til at handle om at undersøge, hvilke effekter og problemer det havde skabt i deres relationer, deres arbejde, trivsel m.m. Vi arbejdede altså ikke på at lose problemer, men på hvordan de kunne håndtere den verden, de arbejdede i.

Var vi udelukkende gået i kødet på redskaber til at håndtere borgeren, havde risikoen været, at de ikke fik drøftet de effekter, presset lagde på deres samarbejde, og de ville dermed til stadighed stå meget alene med oplevelsen af ikke at kunne håndtere borgeren og måske føle sig utilstrækkelige, når de fandt ud af, at selvom de nu brugte de redskaber, som de havde udviklet med den kloge psykolog, så kunne de da stadig ikke finde ud af at håndtere ham. Så må det da for alvor være mig, den er gal med.

At vi arbejdede eksternaliserende med de problemer, som presset havde avlet, gjorde, at gruppen kunne komme ud over dagligdagstænkningen, hvor anklager, skyld og utilstrækkelighed herskede, og bevæge sig hen mod et stærkere fælles ståsted, hvorfra de kunne lytte til og støtte hinanden.

At blive bevidnet på deres oplevelser og opleve, at andre kunne genkende de oplevelser, man havde haft i tiden under problemern es herredømme og i kontakten med borgeren, virkede meget stærkt på mange af deltagerne. Flere fremhævede efterfølgende, at denne del var meget vigtig for dem.

At de pludselig ikke følte sig så alene og så forkerte. I den narrative tilgang hænger dette sammen med en væsentlig pointe: at vores identitet dannes isamspillet med andre.

Da vi mødtes til første opfølgning, havde deltagerne som sagt en del at byde ind med i forhold til, hvad der var sket siden sidst.

Jeg har i andre sammenhænge arbejdet med, at deltagerne slutter en dag med at lave handleplaner. Jeg har aldrig været særlig vild med handleplaner men det er ofte en meget indgroet opfattelse og et udtalt ønske fra kunden, at “man bør da ende med en handleplan for ellers falder det hele jo til jorden”, og somme tider har jeg så ladet mig fange ind i sammenhænge, hvor deltagerne skulle ende med handleplaner.

Men gang på gang, på trods af fane)’ SMA HT-modeller (specifik, målbart, attraktivt, realistisk, tidsfrist), så oplever jeg, at handleplanerne falder til jorden og medfører følelser af skyld, irritation og utilstrækkelighed.

Tilgangen med at lade dem fortælle om personlige intentioner kombineret med at sende brev inden opfølgningen, oplevede jeg, havde den betydning, at man fik mulighed for at udsige sine gode intentioner, blive set for dem, og få et brev, hvori man blev inspireret til at holde fast i egne og kigge efter andres handlinger.

Det betød, at alle havde arbejdet, og ingen sad alene tilbage med ansvaret, som de andre så kunne pege fingre af.

Alle tre mottoer finder jeg relevante, men jeg bliver nysgerrig på, dels hvordan de tre mottoer hænger sarrimen (eller ikke kan hænge sammen), dels på hvilke tidspunkter og i hvilke sammenhænge det giver bedst mening at anlægge hvilken vinkel.

3. Flere narrative terapeuter (fx Art Fischer) arbejder med en forståelse, hvor man ikke bare eksternaliserer problemer som baggrund for at forstå folks adfærd, men bruger tanken om “det fraværende, men implicitte” til at udforske personers baggrund for at handle og bidrage som de gør.

Og se deres adfærd som kompetente responser i forhold til de erfaringer, de bar gjort sig. I hvilke sammenhænge kan denne tankegang bruges som supplement til eller erstatning for eksternalisering?

At arbejde med baggrunden for personers adfærd og at hjælpe mennesker til at arbejde med deres værdier og tykne foretrukne fortællinger ved at tinde mange forskellige handlinger fra fortiden, nutiden og fremtiden frem fra forskellige kontekster, bringer også spørgsmålet omkring privathed frem.

At kunne komme omkring nogle af disse livsfortællinger i samarbejdsmæssige sammenhænge kan skabe grobund for bedre forståelser kolleger imellem.

Men er der en grænse? Eller er konstruktionen af privathedsbegrebet bare en hindring i vores arbejde?

Litteratur

de Shazcr, S. (1994): Words Were Originally Magig. W.W. Norton & Company.

Kure, N. (2008): Organisationsudvikling som diskursiv udvikling – et projekt om narrative praksisser i organisationsudvikling. Erhvervsph.d.-afhandling. Handelshøjskolen Aarhus Universitet.

Nissen, D. (2007): At holde liv i den gode stemning – narrarive ideer og praksis i arbejdet med organisationer. Erhvervspsykologi, vol 5, nr. 3, 2007.

Pearce, WB. (2007): Kommunikation og skabelsen af sociale verdener. Dansk psykologisk Forlag.

Schnoor, M. (2009): Narrativ organisationsudvikling. At forme fælles mening og handling. Dansk psykologisk Forlag.

White, M. (2007): Kort over narrative landskaber. Hans Reitzels Forlag.

Winslade, J, & Monk, G.D. (2008): Practicing narrative meditation. Loosening the grip of conflict. Jossey-Bass.